”Åbn jeres hjerter, glem det grå og triste – lad hverdagen fare”

SIKKEN EN FEST

- Historien om Sweethearts

Lad os begynde med en anekdote:
Sweethearts varmede op til Whitney Houston i 1993 i både Kolding og Parken. Da de i Parken var færdige med deres sæt og stod ude backstage kom en af Houstons musikere hen til Pernille Højmark og spurgte forsigtigt: ”What kind of music was that?”

Det hele var lidt jo lidt et tilfælde. Kim Kidholm var bestyrer af firmaet Nørrebro Musikkontor, og han havde i slutningen af 1980’erne blandt andet til opdrag at arrangere en koncert en gang om måneden i det legendariske alternative spillested Stengade 30 i indre Nørrebro.

Og noget skulle man jo finde på. Kim og hans mangeårige kæreste/kone Pernille Højmark havde mangen en gang holdt en god fest i sommerhuset, hvor samlingen af gamle dansktop-singler blev hevet frem, når stemningen var høj nok. Det var den som regel sent på natten.

”Det var min far og mors samling. Der var alt muligt. Jazz, Elvis, Sinatra, Leonard Cohen, Janis Joplin, og så den der samling singler, og det var altid dem vi fik fat på. Så skulle vi ha’ det sjovt. Danse og skråle,” fortæller Pernille Højmark. ”Jeg hørte sangene som barn.
Vi hørte det altid om søndagen. Mine forældre vidste godt det var dårlig smag, men det tog de sig ikke af.”

De var der alle sammen. ”Flower Power” med Ulla Pia – ”Arrivederci Franz” med Birthe Kjær – ”Gid du var i Skanderborg” med Dorthe Kollo – ”Smilende Susi” med Birgit Lystager.

Og så var det altså, at Kim fik den idé, at man kunne lave en dansktop-koncert i Stengade. Det var ærlig talt lidt vovet, for det var virkelig ikke god smag i september 1988. Men det skulle prøves.
Først blev sangtrioen samlet. Pernille var selvskrevet og veninderne Søs Fenger og Benedikte Hansen lå lige for. Også bandet blev samlet med vennerne. Kim spillede selv bas, og han havde ad flere omgange spillet med trommeslageren Holger Kølle, så han var oplagt.

Holger fortæller selv, hvordan han blev ringet op af Kim:
”Dansktop? Du må være sindssyg!” sagde jeg. Jeg hadede det lort, jeg var meget snobbet. Men så sagde Kim ”Søs Fenger skal også være med.”
”Hvad?” sagde jeg. ”Jamen, øhhh, hvis Søs kan, så kan jeg også.” Hun var jo stjerne og sådan. Og så gik vi i gang med at øve, og det var simpelthen så sjovt. Jeg grinede hele tiden.”

De tre dejlige sangerinder fik syet ens kostumer, men Benedikte Hansen havde dog et lille problem. Hun fortæller selv:
”På det tidspunkt forsøgte jeg at blive gravid via inseminering, og det krævede at jeg på koncertaftenen præcis klokken 23.00 skulle have en indsprøjtning på Rigshospitalet, det var noget med, at så gik ægløsningen i gang præcis 48 timer senere. Heldigvis var hospitalet jo ikke så langt fra Stengade, og i solidaritet tog Søs og Pernille med på Riget i pausen. Så der kom vi tre svansende i ens tøj, jeg hev bukserne ned, fik et skud i røven, og så tog vi tilbage og spillede andet sæt.”

Koncerten blev en kæmpe succes. Folk var ellevilde, og bandet havde en fest. Men det var så det. Kim Kidholm rejste på lang ferie kort tid efter og skænkede det ikke en tanke, men da han kom tilbage, så var der flere af bandmedlemmerne som sagde ”Skal vi ikke prøve det her igen?” Den havde han ikke set komme.
”Vi havde set hvor stor en gennemslagskraft, vi havde,” fortæller Holger Kølle. ”Det ville være dumt ikke at fortsætte.”

Så det gjorde de. Kim spillede bas, Holger trommer, Niels Mosundgård saxofon, Kurt Mortensen klaver og Phillip Fairlie guitar. Søs Fenger trak sig, da hun skulle til at begynde sin succesrige solokarriere. ”Vinterdage” var lige om hjørnet.

Medlemsskaren var endnu ikke helt fasttømret, men stille og roligt fik Sweethearts flere og flere jobs rundt omkring på Nørrebro. Der var tilbagevendende jobs på hippe caférestauranter som Bananrepublikken og Barcelona, der nærmest lå overfor hinanden på Nørrebros nye smørhul nær Sankt Hans Torv og Nørrebrogade.

Andre jobs var knap så karrierefremmende. Man tog, hvad man kunne få. Og det medførte bl.a. en koncert på et lavloftet værested for 80 afrikanske indvandrere. De havde mildest talt ikke frikadelle-danskernes dansktop-referencer, så de fandt aldrig ud af, hvad der foregik. Ydermere var der komiske problemer med kostumerne. Kim Kidholm fortæller:

”Benedikte havde besluttet sig for at tage en næsten meterhøj Carmen Miranda-agtig hat på, så hun måtte under hele koncerten stå meget foroverbøjet og synge. Det var et kønt syn.”

Et enkelt job udenfor København blev det også til. På Sølund Musik Festival i Skanderborg for handicappede og udviklingshæmmede.
”Det var mit sidste job med bandet,” fortæller Benedikte Hansen. Hun var på det tidspunkt blevet hyret til en fast stilling i Det Kongelige Teaters skuespillerensemble under ny skuespilchef, instruktøren Ib Thorup.
”Men det var det fedeste job. Der var glade mennesker overalt.”
Kim Kidholm husker det en lille smule anderledes. Ikke med mindre humør, men han havde regnet med at bandet skulle spille på festivalens store scene.

”Og så fik vi bare sådan en lidt dum ladvogn henne i et hjørne. Men hva’ fa’en! Det gik jo.”

Efterhånden fandt bandet sin første egentlige konstellation. Kim og Holger lagde bunden, mens Holgers gamle ven og musikalske partner, Bo Bistrup, der tidligere havde spillet med i bl.a. Voxpop, blev fast guitarist, Kåre Bjerkø, der bl.a. havde spillet med Lars H.U.G., spillede keyboards, og i sangerinden Marianne van Toornburg fik Pernille Højmark den perfekte makker. Deres stemmer passede godt sammen, og sangene kunne fordeles mellem dem.

Alle kunne mærke momentum, både i bandet og udenfor. Der kom flere og flere jobs, bandet fik efterhånden kultstatus. Pludselig kørte det bare. Men det var også hårdt arbejde. Sweethearts var fra at have været en fritids-joke blevet til fast arbejde.

En del af pakken man fik, når man så Sweethearts spille, var fantastiske kreationer. Store rober, glimmer og glitter. Og bling.

View the embedded image gallery online at:
http://www.sweethearts.dk/historie.html#sigProGalleriaed8463df80

”Der skal ske noget når man går på scenen,” fortæller Pernille Højmark. ”Man påtager sig en rolle. Man er jo ikke sig selv på scenen alligevel, det kan man ikke være, selv hvis man bare har sin egen svedige t-shirt på – det er en unaturlig situation, at man står foran en masse mennesker Og piger kan jo godt li’ at klæde sig ud.”

Flere og flere fik øjnene op for Sweethearts’ evne til at skabe godt humør. Publikum tændte på det samme, som bandet tændte på. Sweethearts fik en fanklub, kaldet ”Syklubben”. Bandet optrådte i tv-showet ”Kjærs Sommerbar”, og der kom flere og flere jobs udenfor København, hvilket ikke mindst blev bemærket af orkesterets kolleger, fordi Nørrebro Musikkontors noget udrangerede varevogn, blev brugt som ”turbus”, og den endte altid på Dansk Autotransports anhænger på vej hjem fra jobbet.

Sweethearts var også begyndt at give legendariske 2.-juledags koncerter i Pumpehuset. Vistnok den første som en afskedskoncert, men hva’ pokker, hvis Frank Sinatra kunne blive ved, kunne Sweethearts vel også. Ikke mindst Pernille Højmarks evne til at få det hele ud over scenekanten var medvirkende til bandets succes.

”Det er noget andet end at være skuespiller, siger hun. ”Det er jo ikke en helt anden rolle, man spiller. Og jeg får jo mulighed for at sige lige hvad jeg vil. Det kan man trods alt ikke på teatret.”

Sweethearts blev anklaget for at lave grin med alle, men sådan følte de det naturligvis ikke selv, de gjorde det jo af kærlighed til genren. Selvfølgelig med humor, men kun med kærlighed. Og fjender kom fra alle lejre. Bandet skulle forsvare sig overfor vennerne og rockmiljøet, som mente det var underlødigt, det de havde gang i. Og dansktop-miljøet var også meget skeptiske. Nogen mere end andre, ganske vist.

Sweethearts var dog kloge og involverede meget tidligt dansktop-stjernerne. Da Dorte Kollo og Birthe Kjær var med for første gang i Pumpehuset, var de som i ”Arrivederci Franz” i bogstaveligste forstand fra ”vid og sans”.
Som Kim Kidholm siger:

”De anede ikke om de skulle ind på scenen og udstilles som ”den skæggede dame” eller om de skulle hyldes. Og det kom fuldstændig bag på dem, at folk kunne sangene og virkelig bar dem.”

Bandets succes – udover den almindelige spilleglæde og det høje humør – skal nok primært ses i bandets åbenlyse mod-
reaktion mod tidens trend med meget selvhøjtidelige sortklædte musikere. Master Fatman gjorde det samme med sin unikke disco-stil.

”Vi gav fingeren til alt det stilsikre 80’er-halløj,” siger Holger Kølle.

Sweethearts var ved at blive plademodne. De lavede et par demoer i Werner Studio på Rentemestervej i Københavns Nordvest hos den i Danmark bosatte schweiziske radiotekniker Werner Scherrer. Han var på det tidspunkt primært tilknyttet pladeselskabet Replay Records.
Demoen med tre-fire numre blev kaldt ”Der bor en tysker i os alle”, og bandet indspillede bl.a. ”Velkommen til verden” og ”Flower power”. Men bandet var ikke tilfredse. Demoerne lignede bare originalerne, versionerne var ikke autentiske.

Så man droppede tanken om plade og koncentrerede sig om koncerterne, indtil Medley hev fat i gruppen. Marianne van Toornburg kendte direktøren Poul Bruun og havde hvisket ham lidt i øret.
Rocazinos trommeslager og producer Jesper Bo Nielsen og Poul Bruun lavede et par demoer, og orkesteret gav den fuld gas. De kunne deres repertoire så godt, at demoerne sad lige i skabet, så der blev skrevet kontrakt om et helt album.

Sweethearts havde i løbet af deres mange koncerter selvfølgelig fået selvtillid. De vidste, hvad der virkede, men de turde også omarrangere de gamle klassikere.

”Vi er jo primært et liveorkester,” som Kim Kidholm siger. ”Vi blandende tingene sammen. Vi vidste, hvordan numrene skulle spilles. Og vi lavede jo også om på teksterne, så de ikke virkede så gammeldags.”

Forskellen på Sweethearts og et al- mindeligt dansktop-kopiband er, at ”Vi er et rockorkester, der spiller pop” som Pernille Højmark siger.  “Vi kommer jo fra rockbranchen, hele banden. Vi har en rock-
attitude, og vi lavede jo også ”rockskandaler”. Det skal være sjovt. Sex, drugs and rock ’n roll.”

Det lyder åbenlyst, og de fleste orkestre har sikkert tænkt sådan i starten, men Sweethearts har som meget få bands i Danmark fastholdt, at de selv ville have det sjovt. De ville selvfølgelig også gerne provokere, det var som sagt ikke comme il faut at synes om dansktop omkring 1990. Men bandet fandt rent faktisk et stort publikum. Det, der begyndte som en tilfældig og måske lidt langt ude idé, endte med at blive genial.

Det første album ”Lyk’lig i en verden af musik” udkom i 1992 og blev en stor succes med alle de gamle koncert-kendinge. Pladeselskabet vidste dog ikke rigtig hvad de havde med at gøre. På en måde var det for mærkeligt at have med at gøre. Men som bandet siger nu:

”Fred være med dem, den solgte til platin.”

Pladen ramte tydeligvis ned i et hul og et behov for fest og farver. ”Lad hverdagen fare,” som et af bandets slogans lød. Og det efterfulgte bandet selv til fulde på den efterfølgende lange række af koncerter, hvor publikum blev blæst omkuld af ikke mindst Pernille Højmarks utrolige energi, og bandets kæmpe musikalitet. Men i løbet af 1993 valgte Marianne van Toornburg at gå ud af orkesteret og satse på en solokarriere. Der blev tænkt, men i første omgang blev det besluttet at stoppe mens legen var god.

Det blev dog til et enkelt job i 1994 med den gamle besætning. En firmafest for et stort medicinalvarefirma i Bella Center. Fire koncerter, fire temaer. Sweethearts stod for dansktoppen, og entreen skulle være spektakulær, så det blev besluttet at Pernille og Marianne skulle køres ind til scenen på en ladvogn trukket af en traktor.

”Vi havde holdt møder i tre måneder med unge folk i jakkesæt om tidsplan og jeg skal komme efter dig,” fortæller Kim Kidholm. ”Det var ned til mindste detalje, men desværre havde man glemt at måle ladvognen, så den kunne ikke komme gennem døren ind til scenen. Alt gik i kaos, ingen vidste hvad de skulle gøre, før Pernille foreslog, at de hægtede ladvognen af, og at hun og Marianne satte sig på traktorens skærme. På dette tidspunkt var man noget efter tidsplanen, og landmanden havde jo fået at vide, at han skulle være fremme ved scenen på et eksakt tidspunkt, så han trådte sømmet i bund og ræsede gennem lokalet med to noget skræmte sangerinder, der klamrede sig fast, det bedste de havde lært. Det hele blev vel at mærke vist på storskærm. Det var et syn for guder.”

Men Sweethearts var bandet, man ikke kunne slå ihjel. Efter et par år fik de en opringning fra booker John Madsen fra Aarhus. Han garanterede dem en masse jobs til en hulens masse penge, hvis bare de ville lave en ny plade. Den slags tilbud er svære at sige nej til, så bandet blev samlet igen med Pernille, Kim, Holger og Bo som grundstammen. I stedet for blot at gentage sig selv med dansktop-numre valgte man – i baglygtens skær måske ikke så klogt – at kaste sig over gamle danske hippiesange, og til at give den som Janis Joplin fik man Janne Eilskov med som Pernille Højmarks sangmakker.
Valget af repertoire var ikke helt taget ud af det det blå. Det var sange, der lå orkestret mindst lige så meget på hjerte som dansktoppen, og rent faktisk sluttede første album med en version af Skousen og Ingemanns ”Sol står op”.
Linien var lagt, og albummet ”Hej igen du!” (med kærlig hilsen til Alrune Rod) udkom i 1995 med stærke sange af bl.a. Røde Mor, Benny Holst & Arne Würgler og Young Flowers. Det var i øvrigt ikke så nemt at få lov til at indspille sangene, for Sweethearts lavede jo om på teksterne og skrev nye vers til. Troels Trier sagde blankt nej, men da bandet sendte ham deres version af Røde Mors allerførste sang ”Lille Johnnys mund” måtte han overgive sig og gav straks sit samtykke.

Problemet med albummets sange var ikke deres kvalitet, det var deres gennemslagskraft. De var ganske enkelt ikke kendte nok, og der var ikke fest og farver nok over dem, selvom de var skabt i kærlighed. Det erfarede Sweethearts, da de tog på den lovede turné. Folk kunne ikke rigtig synge med, ikke hoppe op og ned, ikke danse og grine. De troede de skulle ha’ dansktop og fik i stedet ”Psykolologens sang (Du har et problem René)”.

”Så hårdt pressede, begyndte vi at smide dansktoppen ind igen,” fortæller Kim og Holger samstemmende. ”Det var en noget uskøn blanding.”

Janne Eilskov forlod bandet under turneen. I stedet trådte Channe Nussbaum (kaldet Mugger) til, for det var stadig lov, at der skulle være to sangerinder.
De næste par år gik med en lang række koncerter. Business af usual, men i 1997 skete der et vigtigt vendepunkt i Sweethearts’ karriere. Pernille Højmark havde en flot sideløbende karriere som skuespiller på både tv og teatre. Hun havde fået et slags gennembrud tilbage i 1991 med hovedrollen i Vibeke Gad og Lise Lotte Timmers ”Superdame”, men det var intet mod den folkelige succes hun fik, da hun spillede en af de bærende hovedroller i Danmarks Radios TV-serie ”Taxa” sammen med bl.a. Zlatko Buric, Pia Vieth, Jesper Lohmann og Peter Gantzler.

Serien kørte i tre sæsoner med i alt 56 afsnit og var en kæmpe, kæmpe succes, men bandet stod overfor en svær beslutning. Pernille var ved at blive en af Danmarks største stjerner på TV, men det havde jo hele tiden ligget i luften, at hun ligesom ikke sang godt nok til at klare den som forsanger alene.
Beslutningen blev truffet. Selvfølgelig kunne Pernille klare jobbet alene. Hvad hun til at begynde med måske manglede i register, havde hun både i frasering, fortolkning – og så selvfølgelig hendes fuldstændig ubeskrivelige overskud og høje humør.

Der blev derfor hurtigt lavet en aftale om at lave en ny plade med den gamle Laban og Backseat-dreng, Ivan Pedersen, som producer. Og denne gang gav repertoiret sig selv, som Bo Bistrup siger:

”Vi valgte selvfølgelig dansktop, for det var jo det vi kunne.”
For første gang blev der brugt rigtige penge på pladeproduktionen. De var tilbage i Werners Studio i begyndelse af 1998, og udover bandet selv gæsteoptrådte flere af de gamle sangerinder, men blandt andet også blæsersektion, violin og harmonika. Enkelte sange fra det første album dukkede op igen, og så gjaldt det ellers fx ”Eviva España” og ”Hvis tårer var guld”.

Bandet havde inden pladeindspilningen fået ny keayboard-spiller. Ind træder Peter Michael. Bo Bistrup fortæller:

”Nu fører han sig frem på scenen i en noget tarveligt prangende uniform, men ud over det er han et fantastisk behageligt menneske. Han er dog et sludrechatol, og han stiller tit retoriske spørgsmål. Jeg har kendt Peter i snart 40 år, og det var faktisk mig, der anbefalede ham til bandet i sin tid.”
Selv siger Peter Michael:

“Jeg kendte Bo før Sweethearts, via vores koner som var veninder, og jeg havde spillet med ham i gamle dage. På et tidspunkt tilbød ham mig et afløser-job i bandet, som jeg tog imod, og det næste stykke tid spillede jeg sådan lidt frem og tilbage med dem.
Jeg havde faktisk ikke set dem spille, inden jeg afløste første gang, men jeg havde været til flere fester, hvor de bare kom væltende ind for sent og pludselig fyldte hele festen.
Og så ringede Kim og spurgte om jeg ville være med. Og det sagde jeg ja til, men kun hvis det var som afløser. Og det har jeg så været lige siden.”

Albummet, som hed ”Lad hele verden danse” udkom i 1998 til stor succes, og pludselig red Sweethearts virkelig på en bølge. De flyttede sig fra kultband til sværvægtere og med bandets egne ord ”høvlede de derudad”.

Der kom flere og flere til koncerterne, de var med på flere festivaller, og Pernilles popularitet var ubeskrivelig.

”Der stod pludselig en masse teenagepiger foran scenen og råbte: ”Pernille, Pernille! Adopter mig!” fortæller Holger Kølle.

Året efter trådte den erfarne producer, sanger og sangskriver, Søren Bundgaard, til som Sweethearts’ producer. I folkelig sammenhæng er han ikke mindst kendt som den ene halvdel af grandprix-parret Kirsten & Søren.

Han gav lige Sweethearts et nyk op, og albummet ”Sikken en fest” som udkom i 1999 blev bandets største kommercielle succes. Den solgte platin på en måned, også selvom de tog sig en del friheder i valget af sange. Her var både John Mogensen, Four Jacks, Leif Sylvester og egne sange. Men bandet havde fundet den rette kombination af genkendelighed, spilleglæde, super produktion, humor og frækhed.

De fulgte kæmpesællerten op med en juleplade samme år, som ikke overraskende fik titlen ”Sikken en julefest”, en plade som samtlige af bandets medlemmer synes er den mest vellykkede af dem alle. Måske fordi juleplader på en eller anden måde altid er lidt en vits, så slog bandet håret ud, spillede bedre end nogensinde, omskrev kendte julesange ind i deres eget univers, og som altid: De havde en fest, da de lavede pladen.

Selvom vi primært spiller for at se folk blive glade, så er det at lave plader ikke ”bare” et arbejde. Jeg elsker den kreative proces, og med julepladen klikkede det bare,” siger Holger Kølle.

José Felicianos ”Feliz navidad” (som betyder ”glædelig jul”) blev til ”Fik Lis nok i nat” og Danas ”It’s Gonna Be A Cold x-mas” fik undersættelsen, ”Jeg må ha’ en kold, kold X-mas fra kassen”. To sange, som i Sweethearts’ fortolkninger er blevet radio-juleklassikere.

På bølgen af succes kom endnu en ”normal” Sweethearts-plade. En plade, som måske lidt er forsvundet i folks bevidsthed, men ”Knald på” er faktisk en af bandets mest vellykkede. Som med julepladen er bandet igen meget aktive tekstforfattere til omskrivninger af blandt andet Village People’s ”YMCA”, som er blevet til ”PN.I/S” og til helt egne kompositioner som den helt vildt sjove ”Måske man sku’ blive homoseksuel”.

Bandet havde stadig fuldt koncertprogram i slutningen af 90’erne, og de følte også, at de mere eller mindre havde indspillet alle de dansktop-sange, der var værd at indspille, men så var der jo Melodi Grand Prix, som jo trods alt var en slags afart af genren.

”Selvom vi oplever dansktop som dansk, så er det jo svensk/tysk schlagermusik. Og det handler kun om én ting: Har du et hit eller ej. Vi har så ydermere rock-kanten og humoren, og derfor består vi” siger Kim Kidholm.

Sweethearts havde selv deltaget to gange i det danske grand prix. Første gang med Keld & Hilda i 1992 under navnet Sweet Keld & The Hilda Hearts” med nummeret ”Det vil vi da blæse på”, senere for egen regning i 2005 med sangen ”I Must Be Crazy” skrevet i samarbejde med Martin Brygmann.

”Som de fleste har jeg jo sådan et had/kærlighedsforhold til Melodi Grand Prix,” fortæller Pernille Højmark. ”Men jeg sad med stemmesedler og det hele, når det kørte i gamle dage. Det var jo nærmest det første interaktive fjernsyn, som man også kunne sidde og råbe af. Det var jo også for at forarge rockbranchen, at vi var med i ’92.”

På albummet ”Grand Cru” drejede Grand Prix-mesteren Søren Bundgaard igen på knapperne (eller hvad en producer nu gør …) og Sweethearts’ danske fortolkninger af både danske og udenlandske Grand Prix-hits er et dejligt trip down memory lane og blev en fortjent succes. Deres overraskende ballade-udgave af ”Danse i måneskin” er stadig en koncertfavorit, og hvis man ikke har hørt slutnummeret ”Døgnfluens sang” før, så skal man skynde sig at sætte pladen på. Nu! Sagde jeg. Det er klassisk satire og humor i særklasse.

”Grand Cru” udkom i 2004 og er bandets foreløbig sidste. Branchen ændrede sig de næste år. Bandet havde ikke egentlig behov for bare at lave flere og flere plader i en tid, hvor pladebranchen har sit at kæmpe med.

”Verden havde ikke brug for flere dansk-top-plader med Sweethearts,” som bossen Kim Kidholm så poetisk udtrykker det, og tourkalenderen er stadig fully booked hvert år. Også med overraskende koncerter og fantastiske oplevelser.

”To af de fedeste koncertoplevelser inden for de sidste år, har helt klart været, da vi spillede på Thulebasen, og da vi spillede på Cuba,” fortæller Pernille Højmark.
På Thulebasen var også det legendariske Grønlandske rockorkester Qarsoq booket, og på YouTube kan man finde et fint klip, hvor de to orkestre synger sammen. Mere absurd var nok Sweethearts’ tur til Cuba. Kim Kidholm havde flere gange besøgt landet, og han havde fået flere gode venner, bl.a. Rolando, som Kim inviterede til Danmark. Det var ikke så let af få udrejse, og faktisk havde Rolando aldrig været udenfor Cuba, men det lykkedes, og under Danmarksbesøget var Ronaldo med til en Sweethearts-koncert. Hans hjerte var solgt, og de næste år kæmpede han for – og lykkedes med – at få Sweethearts til Cuba for at spille.

I 2006 blev der for første gang i 15 år afholdt en stor international musikfestival i Havanna. Der kom masser af bands fra hele Latin- og Sydamerika, og der kom bands fra Afrika. Der var ingen bands fra Vesten.  Altså lige bortset fra Sweethearts.

”Jeg havde gået til spansk før vores tur,” fortæller Pernille Højmark. ”Så jeg kunne sige lidt mellem numrene, og vi havde også oversat ”Så længe jeg lever” til spansk, og den skulle vi også optræde med på cubansk fjernsyn. Det var absurd. Studiet lignede noget fra 50’erne.
Vi skulle udfylde alle mulige papirer, om hvem vi var, og hvem der havde skrevet sangen, og så skrev vi Lars Listepik. Desværre kunne de ikke stave, så på skærmen stod der ”Lars Listepyk”, men jeg håber der bare var én dansker, der sad og så os på tv.”

Og med den gang slags gas har Sweethearts energi til mange år endnu.


”Vi er jo også blevet en slags familieorkester,” konstaterer Pernille Højmark. Og Kim Kidholm supplerer:

”Folk og bands kommer og går, og de bedste består. Der er en grund til at vi stadig er ude og spille så mange jobs.  Vi er generøse, vi fiser den ikke af, vi leverer varen. Symboliseret ved Pernilles enorme energi. Vi passer vores arbejde.
Ikke mindst Pernille bliver festens værtinde i de to timer koncerten varer. Folk kan læne sig tilbage eller hoppe op og ned. De er garanteret en fest. Det er der vi har vores berettigelse.”

Tak for dansen!

Ole Knudsen

logo-s2

© 2017 Sweethearts. All Rights Reserved.